Når man smækker med døren og må åbne den igen

Signes mor kunne ikke se det sjove i ret meget, men det kan Signe – og der skal ikke meget til at sætte latteren i gang. For Iben skal der være et statusfald involveret, før det bliver rigtig skægt.

Iben: Kan man egentlig blive sjov, hvis man er født i et hjem uden humor? Signe: Ja! Eller jeg er i hvert fald vokset op med en mor, der ingen humor havde. Iben: Hva’?! Signe: Altså, ingen humor og ingen selvironi ... Hun fattede ikke, når noget var skægt. Iben: Men hvordan overlevede du så? For du er jo for eksempel kæmpesjov!

Signe: Det er faktisk en af mine yndlingshistorier: Min mor er født i Gammel Holte, som er et pænt og ret rigmands-agtigt kvarter ... Iben: Der er ikke specielt sjovt i Gammel Holte. Der er ikke meget af grine af. Signe: Men min mormor og morfar fik to døtre, og den ene var min mor, og den anden var hendes lillesøster. Og hendes lille- søster har altid været en lidt pæn dame, og min mor har altid været kunstneren. En pæn dame er jo altid flot klædt, altid meget tjekket, og der var altid styr på alting – fint og flot! Og min mor havde aldrig rigtig styr på noget. Det var meget kunst- ner- og kaos-agtigt. Så hver gang min moster kom på besøg, som skete sjældent, fordi hun boede på Grønland, så stod hele huset på den anden ende i en uge. Iben: Så skulle folk have sløjfer i håret og pis og lort! Signe: Ja! Og jeg siger dig, at slagteren kom på overarbejde for at lave mad, og alle os børn skulle være fuldstændig renskure- de. Iben: Alt hønsestrik hevet væk, og alt Bon Point hevet frem!

Signe: Vi drillede altid min mor med, at hun havde mindreværd over for sin lillesøster. Der var engang, hvor min moster var lige på trapperne, og så kom min storebror ind ad døren og ud i haven. Han har vel været 35-40 år på det her tidspunkt, og hvis der var noget, min mor ikke simpelthen ikke kunne fordrage, så var det joggingsæt! Iben: Det måtte man ikke? Signe: Det hadede hun. I hvert fald kom min storebror så ind i haven i et neonfarvet joggingsæt, som uden tvivl var det grimmeste, man nogensinde havde set. Afrika Bambaataa møder overstregningstuscher. Og her snakker vi altså start- 90’erne eller slut-80’erne. Iben: Wooow! Signe: Og vi er alle sammen døde af grin! For det er jo bare at lave kæmpesjov med min mors æstetiske ting. For han vidste jo, at hun ville gå banjo ...

Iben: Ja, hun må have fået et sammen- brud! Signe: Hun kunne slet ikke se, at det var skægt! ”Hold op, Peter! Gå ind og klæd om! Fjern det! Jeg vil ikke kigge på det!”.

Iben: Gud, hvor er det sjovt! Og hun syntes heller ikke, det var sjovt, hvis man bragte det op igen? Signe: Nej, hun syntes bare, at det var irriterende. Iben: Det er fandeme interessant!

Signe: Men vi andre syntes jo, at det var skideskægt ... Iben: Ja da! I har vel trillet rundt på gulvet af grin. Men hun må da have leet, når I har optrådt eller tegnet en sjov tegning eller et eller andet? Signe: Jaja! Selvfølgelig er der altid noget, der kan få en til at grine. Man kunne også kilde hende og sådan noget – det var ikke fordi, at hun var en sur én overhovedet. Men det var det der med ... Iben: Situationshumoren! Signe: Ja! Hvis du og jeg ser en banan- skræl, der ligger på gulvet, så vil vi jo begge to sige: “Okay, hvordan kan vi få nogen derover? Hvordan kan vi lave skæg med det her?” Det kommer helt naturligt til os. Iben: Ja ... Signe: Det kom aldrig. Hun havde det ikke på den måde. Iben: Jeg kan mærke, når du fortæller om det, at jeg har faktisk meget lidt af det der prankhumor. Det er ikke noget for mig. Altså, det der med, at man med vilje har sat et kæmpe system op for, at jeg skal blive bange eller synes, noget er sjovt på kommando. Jeg griner bare meget sjældent af det – måske sådan her: “Hæhhh”. Altså lidt bange. Men når katten overfalder printeren! Eller ... I går stod min søn og smurte sig en mad ude i køkkenet, og så kan jeg lige pludselig høre, at han er ved at dø af grin. Højt for sig selv! Og så spørger jeg: “Hvad laver du?” Så siger han: “Jamen, jeg fik bare lige driblet chorizopølsen hen ad bordet ...” Og så kan jeg ligesom se det for mig, og så er jeg ved at dø af grin. Det, jeg griner allermest af, inklusiv når det er mig selv, det er statusfald. Signe: Ja, det er også vidunderligt! Iben: Altså, når man har skældt ud på nogen børn for eksempel og sagt: “Stop så, inden nogen bliver kede af det! Så kan I godt få set at rydde op! Pronto!”. Og så smækker man døren efter sig, men har glemtsinpibeindepåbordet,såmaner nødt til at åbne døren igen og sige “Jeg kan se igennem døren, at I ikke er gået i gang endnu!” og så gå ud igen ... Signe: Hahaha! Iben: Det kan jeg simpelthen dø af grin over. Eller at frakkeærmet hænger fast, når man også lige kom ind ad døren og skulle se utrolig smart ud. Altså, det synes jeg er kæmpesjovt. Signe: Det elsker jeg også. Iben: Og jo højere folk har sat sig selv op på en piedestal og falder ned, jo bedre er det. Hvis de selv kan være med til at grine af det selvfølgelig! Signe: Det var jo også derfor, at det var så sjovt med den campinghabit – og næsten endnu mere sjovt, fordi min mor ikke kunne se, hvor skægt det var.