Kunst og tissekoner

Iben og Signe er enige om, at ordløs kunst er godt for ordmennesker, men at det kan blive lige lovligt voldsomt med videoer af tissekoner.

Signe: Det er efterhånden længe siden, jeg har været på museum ... Iben: Ja mand! Sidst tror jeg, at jeg var på Arken for at se Van Gogh? Signe: Uhhh, Arken i Ishøj? Iben: Ja! Jeg var simpelthen også lidt interesseret i at skulle til Ishøj. Der har jeg ikke været så ofte. Der er virkelig pænt ude ved Ishøj Strandpark. Signe: Ja, men det er meget ikke-ishøjsk, synes jeg! Iben: Det er bare os, der ikke har været i den ende af Ishøj før. Eller også har vi kun hørt rygter om Ishøj? Signe: Det ligner et pænt og mondænt kvarter i Aarhus. Iben: Du har ret. Da vi så var færdige med Van Gogh-udstillin- gen, kørte der noget kunstinstallation. Altså, to store filmlær- reder. Og der fik jeg øje på Alec Baldwin og Julianne Moore ...

Signe: Nå? Også to flotte mennesker! Iben: To meget flotte mennesker, der sad i et studie og fortalte nogle ret hårrejsende historier om krig, nød, flugt og voldtægter ... Altså flygtningehistorier! Signe: Hold da op! Iben: Og så viste det sig at handle om, at kunstneren, Candace Breitz, først havde interviewet fem flygtninge, som fortalte deres historier om flugten fra Syrien og fire andre lande. Ret voldsomme historier. Og så havde hun fået Julianne Moore og Alec Baldwin til at ”re-enacte” dem. Signe: Altså fortælle historierne, som om det var deres egne?

Iben: Ja! Og det interessante er, hvordan vi som mennesker reagerer, når vi sidder over for et menneske, som har været ude for alt muligt forfærdeligt. Kunstnerens påstand er, at det simpelthen er sværere at tage oplevelsen ind, hvis du sidder over for det menneske, som det forfærdelige rent faktisk er sket for, men hvis du får en skuespiller til at fortælle historien om den skrækkelige massevoldtægt, så vil der være et filter, som vækker folks empati ... Signe: Fordi det på en eller anden måde ikke er så farligt? Iben: Ja, så det ikke er ufiltreret. Først fik jeg en reaktion, som var sådan her: ”Hvor er det uhyggeligt! At vi ikke kan tage den ægte fortælling ind”. Og så tænkte jeg pludselig også: ”Det giver jo ret god mening!”. For mennesket har jo også en kæmpe- stor indbygget fortrængnings-mekanisme, som psykologer i århundrede har skændtes om, hvorvidt er smart, eller om man skal prøve at trænge igennem den. Det er længe siden, et kunst- værk har sat så meget tænkning i gang i mig. Signe: Hun er en form for videokunstner-type? Iben: Ja, det vil jeg tro. Jeg må indrømme, at jeg glemte at læse om hende. I det ene rum havde de fem reelle flygtningefortæl- linger, og i det andet rum sad de to skuespillere, som spillede det ... Signe: Jeg kan meget godt lide idéen om, at man både har det ene og det andet. Men nu skal jeg være ærlig og sige, at jeg simpelthen er for lidt kulturradikal til rigtigt at forstå videokunst ... Iben: Det må du se at komme med på!

Signe: Jamen, jeg er også frisk på at prøve det igen! Men jeg synes tit, at når jeg hører ordet videokunst, så bliver det til sådan nogle piger, der render rundt i noget underligt tosselos-tøj på en greenscreen og gør nogle underlige ting, som jeg aldrig rigtigt forstår ... Iben: Jeg har engang set en videoinstallation med nogen, der dansede med en kæmpe champignon af papmaché på hovedet ... Signe: Ja, der kan du selv se! Iben: Det synes jeg egentlig var ok interessant? Signe: Men jeg forstår det ikke. Jeg tror ikke, at jeg er højtflyvende nok i hovedet til at forstå det? Iben: Jeg tror ikke, du er tålmodig nok ...

Signe: Nej, måske ikke ... Men nu, jeg tænker over det, så jeg faktisk noget videokunst engang, der var virke- lig rørende. Det var på Tate Museum i London. Det var tre kæmpekæmpestore videoskærme i en helt mørk museumsbiograf, du ved med sort tæppe på vægge og lofter og gulv. Så sad man helt stille på gulvet og kiggede på de tre videoer. Den første var med en dame, hvor du kiggede lige op i tissekonen på hende, mens hun var ved at føde ... Iben: Whaaaaaaaaaat?! Signe: Jep! Så i midten var der en mand i slowmotion, der var ved at kæmpe sig op igennem vand. Og på den tredje video- skærm var der en dame, som var ved at dø. Iben: Det lyder voldsomt? Signe: Og så var det timet sådan, at det sekund, babyen kom ud og sagde ”waah”, døde den gamle dame. Det hele varede 40 minutter, og når det var overstå- et, startede det forfra! Men det der med at se døden, livet og fødslen – det var vidunderligt! Det var virkelig rørende. Det sad jeg og kiggede på i lang tid ...

Iben: Jeg tror, jeg ville være løbet langt væk allerede ved synet af tissekonen og fødselstingen ... Signe: Jamen, det var også meget voldsomt. Iben: Men det er spændende, hvad der ligesom drager en ind, ikke? Og jeg fik simpelthen også lige min tænkning sat i gang, for når man snakker så meget, som jeg gør, og når man beskæftiger sig med at være skuespiller og virkelig kan sige mange ord på meget kort tid, så er det da interessant, at de allerstørste kunstoplevelser, jeg har haft, har været med det, som jeg kalder ”kunst-kunst” – altså billedkunst og skulpturer eller dans! Som jo som regel er ordløst. Også klassisk musik! Bare der ikke er nogen, der skal synge! Signe: Jeg tror, det handler om, at man ofte bliver stimuleret af det, man ikke har så meget af i sit daglige liv? Altså, jeg betragter jo mig selv som et virkelig glad og positivt menneske, men når det kommer til, hvilke billeder jeg egentligt bedst kan lide, så vil jeg helst have ting, som er uhyggelige, i mol, onde og gerne noget med nogen, der er døde eller noget sindssygehospital ... Iben: Du som er så bange for alt med gys? Signe: Jamen, jeg tror, det er fordi, jeg trives i mol. Iben: Det bor inden i dig? Signe: Ja ... Det er det, der stimulerer mig! Men min kæreste derimod – han elsker ting, der er i glaaade farver. Iben: Bubblegum og bam-bada-bam!

Signe: Ja, og noget halløj med popkunst med Mickey Mouse og en tissemand og noget, som slet ikke er mig. Iben: Haha! Det er slet ikke noget for dig – hverken Mickey Mouse eller tisse- mænd! Det bryder du dig faktisk ikke om! Signe: Nej, fy for fanden ...