Iben og Signe lever begge liv, som skifter mellem fuld fart og fuldt stop. Med det følger en konstant følelse af enten at burde have mere travlt eller bage flere pizzasnegle.
Signe: Jeg er lige blevet færdig med et vildt og voldsomt arbejde – hvor jeg har pisket rundt i tornadogear. Jeg har stået inde i en bikube af syersker, pailletter, et larmende band og alle mulige dansere og produktionsfolk, der råber omkring én hele tiden, altså 24/7, til man kommer hjem, og så er der bare sådan helt helt stille.
Iben: En afgrund af stilhed ... Signe: Ja! Det er så vild en forandring ... Iben: Men man skulle tro, du var vant til det med den måde, du har arbejdet på hele dit liv? Signe: Jamen, det er jeg også, og jeg nyder det også. Det kom- mer bare egentlig altid stadig bag på mig , hvor voldsomt det er. Man kan godt forstå, at folk der arbejder i vores fag, eller børsmæglere eller alle, der har sådan noget adrenalin-arbejde ...
Iben: Sådan nogle som os – eller børsmæglere ... Haha! Signe: Jamen, jeg kan godt forstå, at nogen af os simpelthen bliver depressive eller alkoholikere eller sådan noget. Fordi forandringen er så voldsom. Iben: Eller at man begynder at tage stoffer! Signe: Altså, jeg elsker det at arbejde jo, og elsker jo også at holde fri ... Men kontrasten forskrækker mig altid. Iben: Du er lidt mere hårdfør end mig, indtil videre i hvert fald – jeg fik jo stress. Men dét, der er med stress, er, at det ikke nødvendigvis er den situation, du er i lige nu, der stresser dig. At det rækker langt tilbage ... Og for mig har det i hvert fald i høj grad været den der livsstil med ”Højsa! Nu sker der en masse ting på én gang ... FULDT STOP!” Og så sker der det, at man lig- ger nogle uger på sofaen og spiser vingummier – når man er mig – og så rejser man sig op og så videre til det næste. Og dét er fandme usundt! I hvert fald for mit hoved. Jeg har altid haft svært ved at balancere det dér: Hård opbremsning, og så fra nul til 1000 på et splitsekund igen. Signe: Ja. Men det er jo også noget med, at man i livet hele tiden har dårlig samvittighed. Når man arbejder meget, har man dår- lig samvittighed over, at man ikke er hjemme, og når man er hjemme, så har man dårlig samvittighed over, at man ikke arbejder. Det er en kunstart, jeg godt kunne tænke mig at blive bedre til. At balancere mellem arbejde og fritid. Også når ens børn bliver så gamle, at de faktisk hellere vil være sammen med deres venner end én selv. Så kan jeg også få dårlig samvittighed over, at jeg ikke bagte flere pizzasnegle i de perioder, hvor bør- nene faktisk gad at spise dem. Iben: Men det er, fordi man hele tiden slår sig selv i hovedet med alt det, man skulle have gjort. I stedet for at rose sig selv for de ting, man faktisk gjorde godt. Prøv at tænke på alle de børn, som aldrig i livet har fået en hjemmebagt pizzas- negl? Du har da fået dem bagt i hvert fald én gang. Og det skal du da have ros for!
Signe: Tjaa, du har nok ret ... Iben: Det handler også om, at man ikke har kræfter; i de der arbejdsløse perioder, jeg har haft, fik jeg fandme ikke gjort dagens gode gerning, der lå jeg bare og spillede Angry Birds og hang med næbbet ... Signe: Det er der jo heller ikke noget galt i, det er jo sådan, man holder fri. Det er forbudt at gøre i november, men det må man gerne gøre i juli, der gør alle det jo? Det er ligesom, hvis man går i biografen en formiddag, føler jeg det altid, som om jeg snyder og gør noget lidt ulovligt ...
Iben: Netop fordi det miljø, du og jeg kommer fra, der er det sådan: ”Åh vi har travlt, vi har travlt, så skal vi i gang med dét der, så skal vi dét der, og har I ringet til dem der?”. Og hvis man ikke har lige så travlt som de andre, så kan man godt føle sig lidt udenfor eller tænke, at de er bedre og mere effektive og populære, end man selv er. Og jeg synes, det har været svært at balancere og sige ”Jeg går sgu klokken fire, for det står der faktisk i kontrakten, at jeg gerne må”. Jeg går klokken fire, så går jeg hjem og hygger mig, så tager jeg det stille og roligt, så får jeg lavet noget aftensmad. Men så er jeg alligevel bare blevet hængende på arbejde og har givet den gas, og så er klokken blevet 100, når jeg kommer hjem, og så skal jeg have en lur, og så rin- ger vi efter noget mad, og så falder man i søvn igen, ikke? Det der med at prøve at balancere et arbejdsliv med et privatliv, det synes jeg satme er svært! Signe: Men har du nogensinde mødt et menneske, selv med et steady 8-16-arbejde, som føler, de har balance i det der?
Iben: Måske ikke i egen generation, der kan jeg kun komme i tanke om en-to stykker, som for eksempel vores veninde Louise, som kan komme hjem fra en presset dag som sygeplejerske og så simpelthen slappe af med at lave mad til alt mellem 4 og 8 mennesker, ikke? Og som er til stede. Jeg oplever, hun er til stede. Men hun er jo en superheltinde faktisk, så hun gælder ikke rigtigt ... Signe: Jeg tænker bare, det altid er et bøvl, ligegyldigt hvilket arbejde man har.
Iben: Ja, det er det vel. Signe: Det er livets lort, du.
Iben: Livets lort! Signe: Hahaha! Men jeg skal være bedre til ikke at slå mig i hovedet med livets lort ... Iben: Det lyder også pænt ulækkert!
Signe: Og svært? Med mindre det er en helt tør og meget lang lort? Iben: Og det er lorte egentlig sjældent, så det er jo en meget god huskeregel i for- hold til at lade være med det!
Comments