Den digitale rudekurvert

Hvis man som Signe er typen, der får hjertebanken af ny post i e-Boks, så er det helt slemt, hvis det sker efter klokken 20. Eller om søndagen.

Signe: Jeg synes selv, jeg er et fornuftigt, ansvarsfuldt, voksent menneske. MEN! Der er også noget, jeg ikke er glad for. Noget, som jeg er en lillebitte smule bange for. Noget, som jeg får en lillebitte smule angstsved omkring. Og det er dét, man i gamle dage kaldte rudekuverter! Breve fra det offentlige og alt, hvad der minder om offentlige kontorer i grå byg- ninger med et “uh-hvor-er-vi-vigtige”- emblem eller -logo. Iben: Du sælger det heller ikke godt.

Signe: Miljøstyrelsen, Skattestyrelsen, Børneforvaltningen. Iben: Miljø og Teknik! Signe: Miljø og Teknik, ja! Alle former for den slags vokseninstanser giver mig angstsved. I gamle dage, når man fik en rudekuvert, kunne den ligesom ligge på bordet, så man kunne gå og kigge på den og mentalt tage sig sammen til at lukke den op. Og det, jeg altid frygter, det er, at der er en af de dér styrelser, der skriver til mig ”Du har lavet en kæmpe fejl, du bliver nødt til at komme i fængsel”, eller ”Du er gået bankerot”, eller ”Vi fjerner dine børn”, eller ”Vi har opdaget, at alt hvad du går og laver, i virkeligheden er svindel og humbug”. Sådan en følelse får jeg ... Ok, nu smider du tøjet? Iben: Jeg tager det bare lidt af. Signe: Hahahaha ... Iben: Jeg bliver helt opkogt af det hér! Det er jo ikke hyggeligt! Signe: Nu er man jo så tvunget til at have det hersens e-Boks, og i søndags klokken 19.41 modtager jeg en sms fra DigitalPost med beskeden ”Der er ny besked til dig fra opkrævningskontoret”. Iben: Altså fra Told & Skat? Signe: Det tænker jeg jo med det samme! Og det er sådan, at herhjemme har jeg den regel med min kæreste, at jeg ikke gider snakke økonomi eller netbank eller sådan noget i weekenden, og jeg gider ikke snakke om det efter klokken 20, for hvis vi gør dét, så ligger jeg hele natten med sådan noget hjertebanken ”GAGUNG! GAGUNG!” og kæmpestore åbne, stirren- de øjne og kan ikke falde i søvn. Iben: Jeg sidder nu med bare armhuler og puster ind i dem! Vi kunne ligeså godt sidde midt inde i en foodcourt, så bange er jeg nu! Signe: Ja, man bliver så bange og så stres- set over det, og det mener jeg faktisk alvorligt. Jeg bliver så rasende, når de dér DigitalPost sender noget til mig klokken kvart i otte om aftenen. På det tidspunkt har jeg en heeeeelt stille, lav hvilepuls, jeg er helt, helt rolig. Jeg skal til at putte børn og slappe af og måske, hvis jeg er heldig, har jeg fået et glas vin, alt er skide dejligt. Og så ødelægger de det hele – hele min søndag aften – ved at sende sådan en uforskammet sms. Den slags sms’er må kun komme i hverdagstimerne mellem 09 og 16! Iben: Eller mellem 07 og 15, hvor man i forvejen er oppe og er rasende over noget med et teleselskab, som jeg for eksempel har været her til morgen. Signe: Ja, jeg synes, det er så tarveligt! Hvorfor skal man sende sådan nogle be- skeder om søndagen? Giv mig én god grund? Iben: Jamen, den findes ikke. Jeg husker, at da jeg var barn – i rudekuvertens tid – da hed det Skattevæsenet og Elvæsenet og så videre. Og jeg troede jo, det var væsener. “Skattevæsenet” Uha! Har det fire ben? Er det i løbetid? Signe: Ligesom Snøvsen. Iben: Tror Snøvsen også det? Signe: Ja, Snøvsen tror, at Skattevæsenet er sådan et ondt modbydeligt væsen, der bor et ubehageligt sted. Iben: Så det var ikke helt idiotisk? Signe: Nej, nej, nej. Det tror da alle! Iben: Men du har så ret. Man må for fan- den ikke ødelægge folks aftener på dén måde. Hold kæft, jeg bliver sur over det. At man skal sidde der og få skræmt buk- serne af. At man ikke længere kan nøjes med at gå ud til sin postkasse mandag morgen og blive bange. Signe: Ja, lige præcis! Iben: Og lægge rudekuverten langt nede i den anden ende af køkkenbordet. Liste rundt om den, kigge lidt på den ... Signe: Da jeg så gik ind og kiggede i den dumme e-Boks ... Iben: Det gjorde du simpelthen? Signe: Nej, ikke søndag! Jeg gik ind og kiggede tirsdag, for der havde jeg taget mig sammen til at gå ind og se, hvad det var. Og så handlede det bare om, at jeg havde glemt at betale regningen for mit barns fritidsklub, 462 kroner. Iben: A-hva??? Signe: Altså større ulykke var det ikke. Det er også noget med, at de har så dår- lig stil i forvejen, Skat. De nosser rundt og mister en masse penge. De skulle tage at starte en god-karma-kampagne, og den indbefatter, at man ikke sms’er folk søn- dag aften. Iben: Word!